Geiger (DK)
Der er nogen, der har stjålet foråret. Umiddelbart virker det som om, at det er blevet pint og plaget – om ikke andet så i hvert fald skåret op på kryds og tværs, hvorefter det er blevet sat nogenlunde tilfældigt sammen igen. Så er det blevet presset ned på plastic og sendt ud i verden. Gerningskvinden går under dæknavnet Moskitoo, der har selskabet 12k som bagmænd. Det indtryk kan man i hvert fald få, når man hører albummet Drape. Med dette album formår den japanske sangerinde Sanae Yamasaki i hvert fald at skabe nogle særdeles bløde, behagelige kompositioner, der svæver, som vinden blæser.
Nok er der bløde toner fra horn, klaver og klokkespil at hente, men de leveres på en fragmenteret måde – som om, at de ikke selv har forstået, at de passer sammen. På den måde formes der en række bløde, skrøbelige melodier, som – i kombination med Yamasakis forsigtige kvindestemme – minder om noget, Múm har flikket sammen. Kombinationen af akustiske instrumenter og elektroniske beats peger i hvert fald i den retning. Men hvor melodierne er ret tydelige hos Múm, får man kun resterne af dem serveret hos Moskitoo, hvis lydbillede er langt mere udfordrende, men også bevidst desorienterende. Lydene har det i hvert fald med at ramme uforudsete, om end fløjsbeklædte kanter.
Vokalen er drømmende, ganske ofte flerstemmig. Den indbyder til ro og kan sandsynligvis lulle en urolig baby i søvn. Synthtoner og pibende glitch danner omvendt et subtilt skærende modspil til de ellers organiske lyde. Det samme gør de myldrende ultralydstoner, de glasklare anslag, de baglæns vokaler og alt det, Yamasaki ellers finder på at inddrage i legen. Effekterne fungerer dog som nødvendig kontraster, så sangene ikke flyver væk i en let brise.
Det er åndedrættet, der danner forbillede for albummets afgørende puls, og det giver albummet en beroligende effekt samtidig med, at der leves et uregerligt liv under overfladen, hvor der er plads til alskens indfald. Forårets komme har også ofte en beroligende effekt på de fleste mennesker, der begiver sig ud i naturen og den friske luft ved den første forårssol, men samtidig kan de også mærke, hvordan livet har travlt med at glemme vinteren. Hvordan fuglene kvidrer og floraen breder sig vildt ud i luften fra jord, buske og træer. Foråret er måske ikke direkte stjålet som koncept for dette album, men Moskitoo har ikke desto mindre, hvad enten det var intentionen eller ej, formået at indfange dets essens på den fine Drape. – Kim Elgaard Andersen