Geiger (DK)

Lige siden Brian Eno for alvor begyndte at teoretisere over sin egen ambient-musik, har distinktionen mellem ”populær”-musik og ”kunst” musik været endegyldigt uddateret. Ikke at der var meget mere mening i at opfatte den megen anden tilsvarende musik med en perifer tilknytning til rock og pop (fra de tidlige kraut-lydflader over Enos egne forudgående instrumentalplader til den begyndende industrial) som ”populær” musik, men med karakteren af klart gennemtænkte musikalske projekter/processer var der ikke længere noget at rafle om: Denne niche af elektronisk musik var på alle tænkelige måder kunstmusik – og det i en sådan grad, at den kun manglede det akademiske blåstempel for virkelig at være akademisk. Det har den siden hen, til en vis grad i hvert fald, fået, og den dag i dag er store dele af Enos arvtagere – og Eno selv – rykket ind på institutionerne; primært som Lydsiden til kunstudstillinger og diverse multimedieprojekter, om end stadig ikke som en del af konservatoriernes verden. Stilen synes at udgøre en helt selvstændig strøm, der måske nok er lidt mere imødekommende (og tilsvarende sælger lidt bedre) end den klassisk udviklede model, men alt andet lige er lige så teoretisk begrundet. Et glimrende eksempel kunne være New York-pladeselskabet 12k, som på to nye udgivelser leverer en så teoretisk indspist musik – i knasende kedelige covere (selv for cd’er) – at den sagtens kan hamle op med enhver form for moderne elektroakustisk musik, som stort set ingen har hørt om. Og det er der sådan set ikke noget i vejen med – der er meget fremragende elektroakustisk musik, som stort set ingen nogensinde har hørt om. Problemet er, at der også er ufattelig meget af det, som lyder mistænkeligt ens – og på dette område står pseudo-avantgarden heller ikke tilbage for den ægte vare, om end forbillederne befinder sig et andet sted.

Noget af det samme gør sig gældende på den anden nye 12k-udgivelse, Taylor Deuprees Stil., der også er kendetegnet ved den sporadiske minimale digitalknitren, men derudover primært beskæftiger sig med meget langstrakte, næsten statiske klangflader – en tradition, der rækker meget længere tilbage end Oval. Hvor vellykkede næsten statiske klangflader er, afhænger selvfølgelig af, hvad de er bygget op af og hvilken stemning, de dermed formår at etablere. På Stil. finder man den lidt drømmende og uvirkelige stemning, som man typisk finder i den slags musik, men uden at denne stikker dybere og for alvor blive interessant. Bedst går det på numrene ”Recur” og ”Temper”, der synes at indeholde tilstrækkeligt stof til lige akkurat at være let fascinerende spilletiden ud, men overordnet ændrer det ikke på, at pladen ikke gør nogen væsentlig forskel. Men det er måske også meningen? Deupree og Willits fabrikerer en diskret næsten-stilhed, som man kan have liggende i baggrunden af sin tilværelse og næsten-sove til, men som det ellers ikke er meningen, at man skal lade sig begejstre af. Det er afgjort den bedste brug af værkerne, jeg kan komme i tanke om – populærmusik er det i hvert fald ikke, og som egentlig kunstmusik skal der også betydelig mere til at gøre det interessant.